Jeg har de sidste 15 år undladt at bruge sæbe når jeg arbejdede med filt, fordi jeg ikke fandt det nødvendigt. De uld fibre vi har til rådighed i dag, står nærmest i kø for at krympe og trække sig sammen, hvis vi udsætter dem for fugt og bevægelse, hvilket er de to eneste ting der skal til for at få uld til at filte. Når det er sagt så kræver det lige en forklaring, jeg har tidligere arbejdet mest med beklædning og boligtekstiler, hvilket oftest starter med at blive forfiltet inde i et medie, det kan være bobleplast, bambus rullemåtte, foerstof eller almindelig afdæknings plast. Det betyder, den første del af filt processen foregår ved at din uld er stænket med rent varmt vand, og derefter rullet ind i et af de nævnte medier, derfor behøver du ikke sæbe i denne process. (det er min erfaring)

Selvfølgelig skal du bruge sæbe hvis du vil arbejde med f.eks. sko, tasker eller objekter som bliver formet over en skabelon. Det er klart du ikke kan massere med rent vand ovenpå en bunke uld, der har du klart brug for sæben som glidemiddel. Gennem årene har jeg til dette formål haft forskelligt sæbe som foretrukken, først var det sæbespåner, senere flydende brun sæbe som jeg stadig bruger.

MEN indenfor det sidste år er jeg begyndt at lave min sæbe selv. Så jeg kan godt sige jeg er blevet selvforsynende med sæbe til håndvask, brusebadet og det sidste jeg også bruger den til er filtningen. Jeg syntes det er vanvittigt sjov at eksperimentere med så jeg lærer noget nyt hver gang. Skønt er det også at vide der ikke er noget overflødigt, eller ekstra tilsat, kun de 5 ingredienser der skal til for at fremstille sæben. Når du laver sæber kan ende stykkerne i den blok du støber godt blive skæve og ujævne, dem har jeg skåret væk, og gemmer dem så til en senere sæbeproduktion. (det er dem du ser som tern i de lyse sæber med mørke brune tern)

Jeg har lige opdaget at flere af planterne til plantefarvning også kan bruges til at give sæberne farve. Så hænger det hele jo meget godt sammen at planterne kan bruges til farvning og farvning/ecoprint og til sæbefremstilling, så er de vel berettiget til en plads i skabet.